Den sunde café Greenilicious åbner til februar i Magasins stueetage.
Kan fastfood være sund? Det er ambitionen på den nye boutiquecafé Greenilicious, som ifølge Jyllands-Posten åbner den 3. februar i Magasins stueetage ud til åen. På menukortet kommer økologiske retter til morgen, frokost og aften, og de sunde retter kan enten tages med eller spises på stedet.
Maden får en hovedvægt af grøntsager, men retterne kan også tilsættes kød, hvis kunderne ønsker det. Målet er at redefinere fastfood til noget, der godt kan være sundt, selvom det er hurtigt.
“Hurtig mad behøver ikke være junkfood. Vi har gennemtænkt retterne, så de giver din krop de bedste arbejdsbetingelser, samtidig med at du får et frirum til at bruge din tid på det, der er meningsfyldt for dig, for eksempel at spise sund mad sammen med din familie,” siger medstifter Steffen Juhl til Jyllands-Posten.
Inspiration fra New York
Steffen Juhl har startet projektet sammen med Sif Orellana og Jonas Langhoff, og trioen har arbejdet på konceptet i et år. Inspirationen kommer blandt andet fra millionbyen New York.
“New York er et symbol på den globale turbolivsstil, hvor folk har meget travlt, men samtidig kunne vi se masser af små takeaway-koncepter spire frem med fokus på økologisk mad og væksthusstemning, alt det, der booster kroppen og sindet til at klare livet i overhalingsbanen,” siger Sif Orellana til avisen.
Internationale ambitioner
Bliver den sunde en café en succes, vil stifterne åbne endnu fem Greenilicious-caféer i løbet af to år i Magasins andre varehuse i Danmark. Derefter er ambitionen international med et mål om at udbrede konceptet til Tyskland, Skandinavien og storbyer som London, Paris og New York.
Maden på byens nye café laves på stedet, og stifterne stiler efter at opnå det økologiske guldmærke, som indebærer brug af mindst 90 procent økologiske råvarer. Greenilicious får cirka 35 siddepladser indendørs, og en frokostret kommer til at koste fra omkring 69 kroner, mens et aftensmåltid kan fås fra omkring 99 kroner.