Foto: Pexels.

Gratis vin: Pinot Butik & Bar går til valg på god vin

På valgdagen onsdag den 5. juni giver Pinot Butik & Bar et gratis glas vin til de første 100 gæster.

“Er du også træt af levebrødspolitikere, der alligevel stikker af fra deres valgløfter? Så sæt kryds hos Pinot”. Sådan lyder en valgvideo på vinbaren Pinot Butik & Bars Facebook-side.

Her annoncerer vinbaren, at den på valgdagen den 5. juni skænker et gratis glas vin til sine første 100 gæster. Du kan desuden deltage i Pinots egen folkeafstemning om en prisnedsættelse af vinbarens favoritvin.

“Vi hylder demokratiets store dag ved at forære 100 glas vin væk, og du kan komme ned og stemme om, hvorvidt vi skal sætte en af vores egne favoritter på supertilbud resten af juni”, fortæller Anders Søgaard, medejer af Pinot Butik & Bar, i en pressemeddelelse.

Pinot Butik & Bar ligger på Frue Kirkeplads 1A, og onsdag er der åbent fra klokken 10-23. Du kan læse mere om vinbaren her.