Alle er velkomne, når Europæisk Gastronomiregion 2017 fejres ved Restaurant Frederikshøj den 18. april.
Det er ikke alle pengepunge forundt at besøge den Michelin-hædrede Restaurant Frederikshøj på Oddervej. Men den 18. april vil smagsoplevelserne være gratis – i hvert fald i restaurantens have.
Her er der nemlig madfest for alle fra kl. 11-17 i forbindelse med åbningen af Region Midtjylland som Europæisk Gastronomiregion 2017. Det fejres med række gastro-stationer under temaet ”Den næste generation.”
“Den nye generation af kokke er godt i gang med at tage den gastronomiske scene til nye stadier. Men hvad med maden, der bliver serveret på sygehusene og i skolerne? Den mad fortjener samme løft som top-gastronomien har oplevet de seneste 15 år, og vi glæder os til at vise nogle af de bedste eksempler frem for folk,” siger Pelle Øby Andersen, direktør hos Food Organisation of Denmark, som er sekretariat for Region Midtjyllands rolle som Europæisk Gastronomiregion.
Gentænk maden
Fejringens yngre besøgende kan for eksempel være med til at gentænke deres egen skolemad, ligesom gæsterne kan smage på den mad, som Region Midtjylland fremover vil servere for patienterne på nogle af regionens hospitaler.
“Mange af de idéer, der bliver udtænkt på de bedste danske restauranter, kan storkøkkenerne lære meget af. Det store fokus på om råvaren er i sæson, lokalt produceret eller økologisk er parametre, som rigtig mange storkøkkener allerede arbejder efter, men der er potentiale til at løfte området yderligere,” siger Pelle Øby Andersen.
Stjernekokke laver maden
Restaurant Frederikshøjs ejer Wassim Hallal er ambassadør for Aarhus og Region Midtjylland som Europæisk Gastronomiregion 2017. Han vil sammen med en række andre stjernekokke stå for maden til arrangementet den 18. april.
Gæsterne kan derfor glæde sig til at møde blandt andre Morten Frølich og Christoffer Norton fra den nyudklækkede Michelin-restaurant Domestic, René Mammen fra Michelin-restauranten Substans, Jesper Koch fra Bangkoch på Aarhus Central Food Market, Allan Poulsen fra gourmetrestauranten Mejeriet og Martins Ritins, hvis restaurant er blevet kåret som Letlands bedste fire år i træk.
Fejringen af Region Midtjylland som Europæisk Gastronomiregion i 2017 er begyndelsen på over 130 forskellige madevents, som vil finde sted i løbet af året i hele regionen.