Bichel Vine inviterer til Danmarks største vinsmagning i Scandinavian Congress Center søndag den 12. november – og det er ganske gratis!
Er du helt vild med vin – og helt tosset med gratis vin? Så kan du tage forbi Scandinavian Congress Center søndag den 12. november klokken 13 til 18 til Danmarks største vinsmagning – og det er endda gratis!
Her kan du smage over 30 forskellige vine samt en række lækre specialiteter fra store dele af Europa. Det er vinhandlen Bichel Vine i Hjortshøj, der står bag arrangementet, men det er dog ikke kun personalet herfra, der vil hælde vin op i glassene:
“Vi har inviteret nogle af de dygtigste producenter fra henholdsvis Frankrig, Italien, Portugal og Argentina. De vil stå klar til at skænke og til at fortælle passioneret om deres egne vine,” udtaler direktør i Bichel Vine Lars Bo Henriksen i en pressemeddelelse.
Kultbaren er åben
Udover de gratis vine har Bichel Vine desuden etableret en kultbar i salen, hvor du kan få eftertragtede årgange og vine fra vinproducenter over store dele af verden. Her skal du dog lægge mellem 50 og 200 kroner per glas.
“Vil man give sig selv en oplevelse udover det sædvanlige, så er kultbaren et oplagt sted at slå sig ned for en stund. Det er unik mulighed for at smage en række af vin-verdens store perler. Ens søndag bliver i hvert fald ikke ringere, når man står med et glas champagne fra 1996 i hånden,” fortæller Lars Bo Henriksen i pressemeddelelsen.
Arrangementet foregår i Scandinavian Congress Center på Margrethepladsen 5 i Aarhus C, og der er gratis entré samt gratis smagsprøver på vin.
Skål og god weekend!