Sevags Grækeren er åbnet i Chez Tonys tidligere lokaler på Tordenskjoldsgade.
Skal dit næste måltid gerne ledsages af et “opa!” og en ouzo? Så er det Trøjborg, du skal tage til. Her slog Sevags Grækeren nemlig dørene op den 3. januar.
Både restaurant og menu emmer af Grækenland, og her finder du for eksempel favoritter som moussaka, græsk bøf, gyros, græsk pita, lammekølle og grillet halloumi.
“Der åbner nye restauranter næsten hver eneste dag, så for os er det vigtigt at være ikke bare en restaurant, men en institution. Vi repræsenterer Grækenland, og vi er stolte af det. Derfor vil vi give vores gæster en helhedsoplevelse. Når du kommer her, skal du tænke ”wow.” Her er ouzo, græsk mad, blå og hvide farver og en græker, der råber ”opa!” Her kan du slippe hverdagens bekymringer. Det er vigtigt, at maden er fantastisk, men der skal også være stemning, passion, kærlighed og god service,” siger ejer Sevag Aharounian.
Læs også: Der er en ny italiener i byen
Sammen med sin søn, Garo Aharounian, driver han både Sevags Grækeren på Trøjborg samt Sevags Grækeren i Egå, der åbnede i 2012.
Lokalerne på Trøjborg vil for madglade aarhusianere være velkendte. Her har den græske restaurant Chez Tony nemlig haft til huse fra 1982 til 2021, og dén var Sevag Aharounian med til at drive frem til 2012. Tony Aharounian, der stod bag Chez Tony, er nemlig Sevag Aharounians storebror.