Foto: Grace.

Gratis cocktails og 50’er-stemning: Ny bar åbner i Skolegade

Fredag den 8. marts kan du komme til åbningsfest på den nye bar Grace i Skolegade 26, hvor der er fri bar og dobbelt op.

Du har måske allerede været forbi den nye bar Grace i Skolegade, som allerede har slået dørene op med en såkaldt “soft opening”. Folkene bag baren er nu klar til at byde aarhusianerne officielt velkommen i de totalrenoverede lokaler, der tidligere husede Billabong Bar.

Åbningsfesten finder sted fredag den 8. marts, hvor der fra klokken 16-18 er fri bar og dobbelt op mellem klokken 18 og 22.

SU-priser og 50’er elegance
Folkene bag Grace er kendte ansigter i det aarhusianske barmiljø. Det er nemlig de to drenge, der også står bag den populære Bar Smil i Sct. Clemens Stræde, og de har nu allieret sig med den erfarne københavnske restauratør Bjarke Reventlow.

På Grace er konceptet således ikke gode flaskebajere i uformelle rammer, men derimod velshakede cocktails og 50’er-elegance.

“Vi ville gerne lave et sted, der var både stilet og gennemført, men også hyggeligt og festligt med cocktails til priser, hvor også de studerende kan være med,” siger medejer Heine Johansen.

En cocktail på Grace koster således 75 kroner. Cocktailstilen er international, men tilpasset en dansk kontekst, og du vil således finde variationer af kendte klassikere, twistet med nordiske favoritter som lakrids og havtorn.

“Men hvis man bare har lyst til en helt klassisk G&T eller en lækker fadøl fra de 10 forskellige haner, så er det selvfølgelig også en mulighed”, understreger Heine Johansen.

Du kan læse mere om Grace og åbningsfesten her.