Det nye ”madværksted” bliver en kombineret bager, deli og take away-butik, som kommer til at være spækket med lokale råvarer. Butikken på Frederik allé åbner stille og roligt fra midt januar.
I Østjylland har vi nogle af landets og endda verdens bedste råvarer og producenter. Det er flere og flere begyndt at få øjnene op for, og mange restauranter bruger flere lokale råvarer end tidligere. Hos Restaurant Hærværk er det en del af stedets DNA, hvor bæredygtighed og kærligheden til lokale råvarer for alvor skinner igennem. Nu udvider de i samarbejde med René Hansen, der tidligere stod bag Bambi på Banegårdspladsen, med en forretning i lokalerne ved siden af. Her åbner de en ny kombineret bager, deli og take away-butik, der kommer til at hedde ”Berta / Ved Siden A”.
”Berta / Ved siden A” bliver det, som folkene bag kalder et ”madværksted”, hvor omtanke og et stærkt samarbejde med lokale ildsjæle, som har rødderne i det fantastiske Østjylland, skal skabe smagfulde måltider.
Bageridelen kommer til at hedde Berta. Her har man fokus på at bage efter gamle traditioner, hvor især surdejsbrød og det salte bagværk er i fokus. Men der vil også være kardemommesnurrer og lignende lækre kager. Det hele bliver selvfølgelig lavet af dansk økologisk mel.
’Vi kommer til at levere brød til delien, men ellers bliver hovedproduktionen i første omgang sendt ud til caféer og restauranter,’ fortæller René Hansen, som serverede en fantastisk kardemommesnurre og borgmestersnegl for os, som i den grad satte forhåbningerne helt op.
På hylderne i butikken finder du blandt andet vin fra Reduktiv, øl, cider og kogebøger fra Søren Sørøver og Lone Landmand, konserves fra Fangst, cocktails fra Force Majeure, og i kølemontren vil du kunne finde forskellige oste, pølser, tapenader med mere. Det bliver altså en forretning, hvor kærligheden til Østjylland skinner igennem.
Take away med omtanke
I starten tilbyder ”Ved siden A” mad ud af huset i form af en hovedret eller en 3-retters menu. De beskriver det selv som hyggelige hverdagsretter lavet fra bunden af økologiske og lokale råvarer. Man kommer til at kunne få dagens salat, sandwich med ekstralagret Vesterhavsost og skinke fra Troldgaarden og meget mere.
’Tanken med ”Ved siden A” er også at kunne tilbyde vores lokale producenter et afsætningssted til deres råvarer, især med tanke på råvarer, der topper i sæsonen og gerne skal sælges med det samme. På den måde kan vi hjælpes ad med at få de fantastiske produkter brugt,’ fortæller Rune Lund Sørensen, som til dagligt styrer køkkenet på Restaurant Hærværk.
Det er ikke første gang, at teamet bag Restaurant Hærværk kaster sig over take away:
’Som mange nok ved, kastede vi os over mad ud af huset under den nedlukning, coronaen tvang os ud i. Derved kunne vi holde vores producenter og os selv i gang. Vi fandt ud af, at det var sjovt, og at det gav rigtig god synergi mellem os og producenterne. Hos ved ”Ved siden A”, får man samme ånd, filosofi og håndværk, som man kender fra Restaurant Hærværk, med hjem til sit eget køkken,’ siger Rune Lund Sørensen og fortsætter:
’Vi synes, der mangler noget ordentligt og solidt take away, som er lavet med omtanke, med lokale råvarer og naturligvis økologisk, lige til at varme op. Sammen kan vi skabe et åbent og gennemsigtigt madværksted med plads til alle,’ afslutter Rune Lund Sørensen.
”Berta” åbner stille og roligt op midt i december, og ”Ved siden A” åbner midt i januar. I mellemtiden kan man alle ugens dage kigge forbi og købe lidt af de lækkerier, som de er ved at teste af samt få en snak om projektet.
Du kan følge dem på Facebook og Instagram.