En god omgang take away kan sagtens tilfredsstille selv de mest kræsne munde. Men nogle gange kan man, tro det eller ej, godt blive træt af de fedtede burgere og pizzaer. Derfor får du her tre bud på steder i byen, der serverer gourmet take away!
Læs også: 8 unikke spisesteder med social dining
Grappa Deli – Italienske fristelser af høj kvalitet
Det er faktisk ret nemt at tage en tur til Støvlelandet uden at krydse hverken by- eller landegrænsen: Du skal nemlig bare smutte forbi den fine Grappa Deli, der med egne ord står for det bedste af, hvad Italien kan tilbyde. Take away-menuen består blandt andet af den romerske scrocchiarella-pizza med langtidshævet surdejsbund og fyld som for eksempel mozzarella, parmaskinke, pesto og rucola eller mozzarella, spicy salami, oliven, syltet grøn chili og rødløg. Mmh!
Du kan også sætte tænderne i en panini med forskelligt fyld, nyde en frisk salat eller spice dagen op med Salumi Misti: Italienske skinker, salami, pølser, bøffelmozzarella, specialiteter, brød og pesto.
Adresse: Skt. Clemens Stræde 8, 8000 Aarhus C & Nordre Strandvej 39, 8240 Risskov
Anx – Frokost a la Frederikshøj
Klassiske frokostfavoritter med respekt for traditionerne og en skefuld nytænkning på toppen. Det er konceptet hos Anx, Michelinrestauranten Frederikshøjs lillebror, hvor du kan få take away-smørrebrød af den slags, der får din almindelige rugbrødsmad til at skamme sig. Vælg tre stykker uspecificeret smørrebrød for 350 kroner, eller gå om bord i nye favoritter som for eksempel ”Brændende kærlighed med bacon og karamelliseret løg,” og ”Hønsesalat med grønne asparges og æbler” Halleluja!
Der er også mulighed for at nyde herlighederne i huset hos Anx, hvis du foretrækker det. Menukortet for en frokost dér indeholder ud over smørrebrød også klassikere som for eksempel fiskeretter og lækre desserter.
Adresse: Oddervej 19, 8000 Aarhus
A+ Siam Sushi – Den oplagte gourmet take away
En klassisk og lækker take away-specialitet er sushi, og A+ Siam Sushi står for en velsmagende japansk spise! Alle kokkene har stor passion for madlavning, og intet sendes ud af køkkenet, hvis det ikke er graden over perfekt!
Fra take away-menuen kan du enten selv blande dine favoritter blandt sushiruller, starters og desserter, eller du kan vælge en af de spændende menuer, A+ Siam Sushi selv har sammensat. Er det middag for én, kan du for eksempel snuppe en ”Just Me” med forskellige Nigiri, Uramaki- og Futomaki-ruller. Er I flere om at dele, kan I kaste jer over ”You and Me” eller ”Friends Deluxe” med både starters og sushi.
Adresse: Nicoline Kochs Plads 3, 8000 Aarhus C