NORTHSIDE Festivalen lancerer gourmetarrangementer med fem retter og øko-cocktails.
Glem alt om franske hotdogs og lunkne øl. Aarhusianske Northside er lige så meget en fest for smagsløgene som for ørerne, og på årets festival den 17-19. juni bliver det ikke anderledes. Seneste eksempel er arrangementerne Cocktails & Dining, som afholdes på festivalen i samarbejde med den aarhusianske cocktail-virksomhed Nohrlund, Rasmus Vemmelund fra Sdr. Bjert Kro og Madværket.
Til arrangementerne kan festivalgæsterne over 1,5 time sætte tænderne i fem serveringer i form af blandt andet løgrom med blomkål og hassel, hvide asparges med kogte krebs, unghane med ærter og jordbær med sød rom. Til de fem retter har Nohrlund komponeret en stribe økologiske cocktails, der klæder retterne perfekt.
Fuld fart på lige fra starten
“Det bliver en oplevelse på halvanden time, hvor der er fuld fart på lige fra starten, og hvor man, uden at afsløre for meget, vil kunne opleve både krudt, meget dyre dråber, ild, kaviar og ting fra sprøjter,” skriver arrangørerne på Facebook.
Prisen for herlighederne er 600 kroner per næse, og billetterne skal købes på forhånd. Tidspunkterne er fredag den 17. juni kl. 16.00-17.30 og kl. 18.00-19.30. Cocktail & Dining finder sted mellem træerne i bunden af OutSide-området, og der vil være plads til 40 gæster ad gangen. Køb billet her.