Ildsjælene fra Mikuna byder på vegansk hotdog.

Velsmagende julemarked rammer Godsbanen

Kødbyens Mad & Marked juler på Godsbanen den 10-11. december.

Ildsjælene fra Kødbyens Mad & Marked kan ikke få nok af julen. I hele december sørger de for det kulinariske islæt i Jul i Friheden, og nu rykker de også ind på Godsbanens store julemarked den 10.11. december.

“Igen i år fylder vi den Rå Hal med alskens julegodter, kage, varm gløgg og masser af god julemad til Godsbanens Julemarked 2016. Spis dig mæt eller tag lidt godt med hjem til julebordet, når vi leverer sprøde, bløde, søde og salte lækkerier,” skriver arrangørerne på Facebook.

Lidt af det hele
Lægger du vejen forbi julemarkedet, er der både noget for meat lovers og vegetarer. Du kan blandt andet sætte tænderne i mør porchetta, flæskestegssandwiches og fish’n’chips, men også glæde dig til lidt lettere gastronomi i form af veganske hotdogs, varme toasts og suppe.

Godsbanens Julemarked 2016 finder sted lørdag den 10. og søndag den 11. december kl. 11-17. Der er gratis entre. Læs mere og se hele programmet her.