Foto: Hendrick's Gin.

Grøntsager som valuta: Byt agurk til Gin & Tonic

Den 14. juni kan du bytte en agurk til en Gin & Tonic på en række barer i Aarhus.

Du er sikkert vant til at hive Dankortet eller nogle kontanter frem, når du skal betale for din cocktail i byen. Den 14. juni fra klokken 18 til 19 kan du dog betale med en agurk på en række barer i Aarhus, når Hendrick’s Gin fejrer World Cucumber Day.

“Det har været en mangeårig drøm for Hendrick’s at skabe en skæv, underfundig verden, hvor kolde kontanter byttes til grønne gysser,” siger Morten Barndorff Simonsen, der er Brand Manager hos Hans Just i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Derfor har vi valgt at ophøje den ydmyge grøntsag, så den kommer i allerhøjeste kurs på World Cucumber Day, hvor vi opfordrer alle til at bytte en agurk til en velsmagende Hendrick’s & Tonic.”

Både drue-, skole- og asieagurker er gyldige og kan byttes til én Hendrick’s Gin & Tonic per næse i ‘Agurketimen’ på Café Viggo, The Hideout Cocktail Bar, Rømer, Cross Café og FF.