GIN Vinhandlen Smag Først oplever stor efterspørgsel efter gin og planlægger flere ginsmagninger i Aarhus.
Den lyse spiritus med enebær og britiske aner har som bekendt oplevet en renæssance de seneste år, og Aarhus er ikke gået hus forbi. Tidligere på året fik byen sin første ginbar i form af Bar Plata på Klostertorv, og nu melder vinhandlen Smag Først i Aarhus ud om en øget efterspørgsel på spiritussen.
”Vi har generelt fået et meget større udvalg af gin, og kunderne efterspørger i stigende grad specielle typer af gin. I dag har vi ginmærker fra det meste af verden. Det havde vi ikke for få år siden,” siger ejer Morten Stahl Pedersen i en pressemeddelelse.
Ginsmagning gik viralt
Det seneste eksempel på den store hype omkring gin hos Smag Først var, da en ginsmagning for nylig gik viralt på Facebook.
”Vi laver ofte smagninger i butikkerne, hvor vi forklarer og smager på gin, og vi ligger altid begivenhederne på Facebook. En af disse ginsmagninger fik ekstremt meget opmærksomhed, og den nåede faktisk ud til over 400.000 mennesker på det sociale medie,” siger Morten Stahl Pedersen.
Interessen for ginsmagningerne medførte, at vinhandlen måtte melde udsolgt. Derfor har Morten Stahl Pedersen nu planlagt endnu flere smagninger for at imødekomme den store efterspørgsel. I den kommende tid forventes mere end 600 gæster komme til ginsmagninger i vinhandlens butikker, der i Aarhus ligger på Jægergårdsgade og Otto Ruds Gade på Trøjborg.