Foto: Gastromé

Her er Østjyllands bedste restaurant lige nu

Restaurant i Latinerkvarteret ryger til tops i ny opgørelse.

I den seneste måned er Michelin-restauranten Gastromé i Rosensgade den østjyske restaurant, som har haft de mest tilfredse gæster. Det viser en ny opgørelse fra bookingportalen Dinnerbooking, hvor 14.915 har anmeldt deres restaurantbesøg i oktober måned.

Restauranten har to gange fået en stjerne i Michelin-guiden og byder efter eget udsagn på “et gourmetpræget landkøkken med en smag af byens brosten”. Lige nu byder stedet blandt andet på confiteret helleflynder med jordskokker og vild brøndkarse, jomfruhummer med blomkål og brunet smør og lam med rødbede og sichuan-peber.

Fremragende oplevelse
Opgørelsen dækker de 75 østjyske restauranter, der bruger Dinnerbookings system. En gæst kan kun bedømme en restaurant, hvis vedkommende rent faktisk har besøgt den. En af anmelderne af restauranten er Carsten, der beskriver sin oplevelse af Gastromé således:

”En fremragende oplevelse med kompetent og afslappet betjening samt udsøgt og innovativ mad i absolut topklasse. En restaurant, som vi kan være stolte af i Aarhus.”

Hele top 5 for Østjylland i oktober 2016 ser således ud:

  1. Gastromé, Aarhus C
  2. Nordisk Spisehus, Aarhus C
  3. Kähler Villa Dining, Risskov
  4. Domestic, Aarhus C
  5. Jacobs BarBq, Aarhus C