En ny opgørelse baseret på over 16.000 gæsteanmeldelser udpeger Østjyllands bedste restaurant.
Over 16.000 restaurantgæster har i årets første halvår vurderet deres østjyske restaurantbesøg via restaurantsitet DinnerBooking, og i top med de mest positive anmeldelser ligger Restaurant Gastromé i Rosensgade.
Gastromé er en af Aarhus’ tre Michelin-restauranter, og medejer Søren Jakobsen kan godt mærke, at restauranten har rykket sig i den seneste tid.
”Jeg kan mærke, at vi er blevet en mere sammentømret restaurant, hvor vi kender de ansattes forskellige forcer. Vi er jo stadig en forholdsvis ung restaurant, og jeg synes, det tager tid at nå dertil, hvor man kender sine gæster og sine ansatte så godt, at man virkelig kan rykke sig,” siger Søren Jakobsen.
Alle sejl sat ind
De to ejere solgte tidligere på året restauranten Det Gamle Mejeri i Mårslet for at sætte mere fokus på Gastromé. Ifølge Søren Jakobsen har den hårde konkurrence i Aarhus været med til at flytte niveauet på den aarhusianske restaurant.
”Der er virkelig sket meget på restaurantscenen i Aarhus, siden Michelin-stjernen kom til byen i 2015. Der er mange restauranter med et virkelig højt niveau, og det er også med til at skubbe os i den rigtige retning. Det er bestemt ikke et godt tidspunkt at hvile på laurbærrene,” siger Søren Jakobsen.
Opgørelsen dækker 58 østjyske restauranter, der benytter DinnerBookings system. Hele top 5 for Østjylland for første halvår 2016 ser således ud:
- Gastromé, Aarhus C
- Domestic, Aarhus C
- Kähler Villa Dining, Risskov
- FRÜDno16, Aarhus C
- Restaurant Seafood, Aarhus C