Hos den nye Fryden Kaffebar afspejler kærligheden til det lokale sig i både kaffen, bagværket og de ting, du kan drikke af eller se på.
De gule og blå kaffekopper er fra en hobbykeramiker i Skødstrup. Bønnerne er ristet på Frederiksbjerg. Kagerne er fra en lokal mikrobager. Flere af stolene er fra et aarhusiansk retromarked. Og de plakater, der lige om lidt pryder den ene væg i lokalerne på Mejlgade 40, er fra en upcoming kunster fra Aarhus.
Lørdag den 5. februar er første åbningsdag for Fryden Kaffebar, hvor kærligheden til det lokale tydeligt spiller en stor rolle.
“Det er vigtigt for mig, at Aarhus er en del af kaffebaren. Og så er jeg jo selv helt ny i branchen, så jeg synes, det er fedt at samarbejde med nogle, der også selv er på vej frem,” siger Cecilie Sørensen, der står bag den nye kaffebar.
Læs også: Populært bageri lokker med gammeldags fastelavnsboller
Frederiksbjerg-kaffe og surdejscookies
På kortet finder du hvad end, dit kaffehjerte måtte begære, og de mellemristede bønner, der skal give smag til din næste mokkaoplevelse, er fra det lokale Frederiksbjerg-risteri Mood Coffee Roasters.
Udover kaffe kan du bestille chai latte, varm kakao, Søbogaard-saft og Frem-sodavand. Knurrer maven, er der også lidt lækkert, du kan supplere din drik med: Surdejsboller og -kager.
“Jeg har et samarbejde med en lokal bager, der kun leverer til mig. Vi starter ud med to slags surdejsboller, en klassisk samt en på havregrød, og så kan du få god ost eller pisket smør til,” fortæller Cecilie Sørensen og fortsætter:
“Derudover får vi til en start surdejskager på menuen. Der er ofte surdejsrester, når man bager surdejsbrød, og de rester vil bageren gerne bruge til blandt andet surdejscookies. Jeg elsker også croissanter og snurrer, men det kan man allerede få sindssygt gode varianter af andre steder, så jeg vil hellere prøve noget andet.”
Fryden Kaffebar har åbent fra 10.00 til 18.00 lørdag den 5. februar og 10.00 til 15.00 søndag den 6. februar. Begge dage er der halv pris på alle kaffedrikke. Derefter bliver åbningstiderne tirsdag til fredag 9.00 til 17.00, lørdag 10.00 til 18.00 og søndag 10.00 til 15.00 – med forbehold for ændringer.