Pixabay

Bonjour: Ny fransk brasserie og restaurant indtager Aarhus

Früd Brasserie & Restaurant åbner på Dalgas Avenue 54 i midten af november.

Elsker du ægte, fransk mad? Så åbner en ny restaurant i Aarhus, som lige er noget for dig! I midten af november åbner Früd Brasserie & Restaurant, som kommer til at have fransk mad i højsædet. Restauranten åbner klokken 8.30, hvor der indtil klokken 11 bliver serveret fransk morgenmad med hjemmelavede croissanter, marmelade, ost, blødkogte æg, brød og kaffe. Herefter får restauranten et frokostkort med for eksempel svampesuppe og bøf bourgogne samt små, lette snacks.

”Vi serverer det, som jeg forstår ved fransk mad – der er lagt håndværk i maden,” fortæller Jürgen Frühwirth, ejer af Früd Brasserie & Restaurant.

Businesslunch på farten
Er du på farten, så serverer restauranten en businesslunch, som er en 3 retters menu til 195 kroner, der bliver serveret hurtigt. Menuen skifter hver dag, men du kan for eksempel nyde en sydfransk muslingesuppe til forret, en hovedret med knurhane med ratatouille og til dessert vil der altid være lette, franske klassikere som creme brulée eller champagne-mousse.

Früds Franske Oplevelse
Torsdag til lørdag kører restauranten med et nyt koncept, der hedder Früds Franske Oplevelse. Du ankommer klokken 18.30, og aftenen starter i fransk stil med et glas bobler og snacks. Herefter begynder middagen.

”Vores 3-retters menu om aftenen består af rigtig, klassisk, fransk restaurationsmad, som du måske kender fra 90’erne. Menuen vil skifte mindst hver anden uge,” siger Jürgen Frühwirth.

Früds Franske Oplevelse koster 649 kroner og indeholder velkomstdrink og snacks, tre retter mad og udvalgte vinmenuer ad libitum. Der er allerede åbent for bordbestilling fra den 16. november, og du kan gøre det her. Du kan læse mere og holde øje med restaurantens udvikling her.