Foto: Aarhus Festuge.

Foodtrucks på vej ved Ridehuset

STREETFOOD Officerspladsen ved Ridehuset forvandles til et overdækket streetfoodmarked i festugen.

Der er atter dømt lækker mad og ditto øl, når området ved Ridehuset indtages af en række af byens gode madsteder i Aarhus Festuge den 26. august til 4. september.

“Igen i år vil Officerspladsen bugne af foodtruck-lækkerier. Otte forskellige madoplevelser er i vente, når Officerspladsen omdannes til Officersmessen og lægger telt til Byparkens og byens sultne sjæle. Hele oplevelsen er dækket af et telttag, så der er mulighed for at nyde lækker street food selv i regnvejr,” skriver Aarhus Festuge på sin hjemmeside.

Hele verden rundt
Fra baren vil frivillige fra nonprofit-caféen Fairbar servere gode specialøl, mens madsteder som Mefisto, Teriyaki SushiAros Foodhall og Stegen og Dellen sørger for at lange alt fra rå fisk til flæskesteg over disken.

Retterne vil koste mellem 30-100 kroner, og Officersmessen har åbent fra den 26. august – 4. september. På åbningsdagen har markedet åbent fra kl. 16-21, mens de otte foodtrucks åbner allerede kl. 11 de øvrige dage. Læs mere her.