Hvad skal du se og smage til Food Maker Faire den 3. og 4. oktober? Smag Aarhus giver dig her et overblik over den nye madfestival for unge.
Der er nu kun lidt over en uge til, at Food Maker Faire – byens nye madfestival for unge mellem 16 og 28 år – løber af stablen den 3. og 4. oktober. Vi har derfor samlet de to dages oplevelser her, så du ved, hvad du kan glæde dig til af både workshops og stande.
Alle workshops koster en 20’er stykket, mens det er ganske gratis at være med hos de forskellige stande.
Du kan tilmelde dig workshops her og følge med i tidsplan for både stande og workshops her.
Grød, pasta og pimp dine nudler
For en flad tyver (husk tilmelding på forhånd!) kan du sammen med grød-caféen Grød lave bygotto, hvor du selv sylter svampene til. Er du mere til fisk, er det workshoppen hos P. Clausens Fiskehandel, du skal melde dig til.
Er du pasta-mester in spe, så kig forbi workshoppen hos restaurant SåRT. Her prøver du hele pasta-processen lige fra æltning til udrulning, kogning og spisning. Og hvis det er surdej, der trækker, ja, så er Birks Køkkens workshop det rette sted. Her får du endda din egen surdej med hjem!
Besøger du de studerende fra VIA University College, kan du deltage i en workshop om fermentering samt eksperimentere med lette retter som pandekager og overnight oats. Food Maker selv disker op med workshops om både det vietnamesiske køkken samt “Pimp dine instant nudler.”
Bagedyst-vinder, friske fjordrejer og falafler
Selvom en tyver er billigt sluppet for en workshop, er der dog også masser af gratis glæder under Food Maker Festival. Du kan for eksempel besøge Den Store Bagedyst-vinder Tobias Hamann og få hjælp til at støbe og pynte din egen chokolade. Mums!
Vil du toppe din egen havregrød, er det Grød, du skal lægge vejen forbi, mens Natur Retur byder på friske fjordrejer og tangmousse. Og forbliver du i fiskehumør, kan du hos Energimuseet være med til at lave blåmuslinger over bål.
Vil du hellere forsøge dig med falafler, er det Habibi Syrisk Street Food, du skal runde, mens Birks Køkken lader dig bage din egen surdejspizza i en stenovn.
Kaffe, grums og brændte mandler
Bliver du kaffetørstig, kan du få en kaffe fra Kalles Kaffe – og derefter besøge Fra Grums til Gourmet, hvorfra kaffegrumsen fra Kalles Kaffe ryger hen. Her kan du lære mere om, hvordan man gror svampe fra kaffegrums.
Glem ikke dagens grønne islæt med et visit hos Smoothie-Licious, hvor du kan trampe/cykle din egen smoothie, ligesom restaurant Domestics fermenterede Kombucha-te er værd at prøve af. Du må heller ikke glemme et besøg hos Shokkin Group, hvor der er fokus på bæredygtighed. Her kan du blandt andet se, hvor meget CO2 du udslipper i din madlavning.
Hos Fysikshow Aarhus kan du prøve is lavet med flydende nitrogen, mens FoodSteps Streetfood laver brændte mandler med forskellige smage. Fødevarebanken byder på “Fødevarer på kanten,” Gro Selv har en bålstand, og hos Food Maker kan du deltage i både en maddyst og et madhjul med udfordrende smagsprøver.
Toast, flødeboller og dadelkugler
Er du i humør til masser af læring om mad, så besøg de studerende fra VIA University College. Her kan du sammensætte en toast ud fra grundsmage, sætte fokus på kartoflen, lære om fermentering, eksperimentere med smage i en flødebolle samt lave dadelkugler.
Hos Aarhus Tech kan du til gengæld lære om det traditionelle køkken, hvor halv- og helfabrikater bliver sat op mod hjemmelavet mad. Derefter kan du få mere viden om det moderne køkken, hvor du bliver udfordret på dit førstehåndsindtryk af konsistenser, smagssammensætninger og teknikker.
Food Maker Festival finder sted den 3. og 4. oktober fra klokken 15 til 20. Entré til festivalen er gratis, men husk at tilmelde dig workshops på forhånd.
Rigtig god festival 🙂