Madfestivalen Food Maker Faire finder sted i Ridehuset den 26.-27. september.
Hvis du er ung og vild med mad, så kan du roligt læse med her: Den 26.-27. september fra klokken 15 til 20 er Food Maker Faire nemlig tilbage med en madfestival i Ridehuset på Vesterallé 1 fyldt med workshops, fællesskab og madglæde.
Bag festivalen står madinitiativet Food Maker, som arrangerer events, hvor unge mellem 16 og 28 år laver mad sammen med andre unge.
”Det er vigtigt for os at hylde madglæde og fællesskab, og her kan du brage af sted med det i to dage. Sidste år endte mange af gæsterne med at være der det meste af dagen, fordi der var så meget, de kunne prøve. Vi håber på igen at give de aarhusianske unge en god oplevelse. Både gæsterne, men også dem i boderne,” siger kommunikationsmedarbejder ved Food Maker, Beatrice Gamborg.
Gratis at deltage
Tilmeldingen til festivalen i Ridehuset åbner i starten af september, og det er gratis at deltage. Listen over de forskellige workshops og madboder er endnu ikke offentliggjort, men du kan løbende følge med på Food Makers begivenhed.
Det er ikke muligt at købe færdiglavet mad i løbet af dagene, da tanken netop er, at deltagerne selv skal opleve madglæde og fællesskab ved at eksperimentere og have fingrene i råvarerne.
Ifølge arrangørerne vil det koste et SU-venligt beløb at deltage i de forskellige workshops, der bliver offentliggjort senere på sommeren.