Foto: Sophie Due Rasmussen

Food Festival: Tag på tre dages madeventyr i Aarhus

Fra 1. til 3. september lægger Tangkrogen græs til den tiende Food Festival i Aarhus. Som altid er programmet spækfyldt med fantastiske madoplevelser, lækre drikkevarer, røg i køkkenet, konkurrencer og meget, meget mere.

Er du inkarneret madnørd eller bare glad for gode madoplevelser og festivalhygge, skal du helt sikkert et smut forbi dette års Food Festival.

Fra 1. til 3. september bliver Tangkrogen forvandlet til et sandt mad-mekka, når danmarks største madfestival løber af stablen.

Her kan du opleve mere end 250 unikke madoplevelser, som hundredvis af deltagende virksomheder, foreninger og organisationer er med til at facilitere.

Og skal du bruge noget lækkert at drikke sammen med maden, står Food Festival mindst lige så stærkt på drikkevarefronten.

Food Festival forventer stort fremmøde, når festivalen løber af stablen den. 1. september.
Food Festival forventer, at mere end 30.000 gæster tager et smut forbi Tangkrogen fra den 1. til 3. september

Læs også: Spis med 33 % procent på 40 populære restauranter i Aarhus

Under et initiativ, der har fået navnet Nordiske Dråber, samles nogle af de dygtigste og mest ambitiøse bryggere, vinmagere og destillerier. Her er der plads til både at nyde og nørde lækre drinks og møde ildsjælene bag de unikke produkter.

Der bliver blandt andet serveret flotte cocktails, læskedrikke, saft, lokale øl og eksklusiv vin lavet på danske frugter og bær.

Foruden store smagsoplevelser vil der på festivalen være mulighed for at lære nye køkkenteknikker, udvide din madviden, opdage nye produkter og møde engagerede fagfolk.

Konkurrencer og sjove aktiviteter

Food Festival kommer også til at byde på en masse underholdning i løbet af festivaldagene. Herunder en række spændende konkurrencer.

Se for eksempel, hvem der får den ærefulde titel som årets vinder af Hotdog DM eller danmarksmesterskabet i grill.

Årets cocktail skal også kåres, og her bliver det publikum, der får lov til at stemme. Skal du være med til at smage på nogle af landets bedste cocktails og have indflydelse på afstemningen, koster det blot 175 kroner. Køb din billet her.

Der er også mulighed for at designe din egen macaron med Timm Vladimir, lave popcorn over bål eller høre oplæg om kaffens rejse fra mark til kop med ØNSK Kaffe. Og det er kun en lille brøkdel af programmet.

Køb billet til festivalen: Madbillet.dk/show/event/entrebillet-til-food-festival-2023
Festivalprogram: Foodfestival.dk/program-2023