FOF udbyder madkursus i streetfood fra USA, Mexico og Sydamerika.
Elsker du streetfood som enchiladas og tacos, men vil du gerne kunne lave det hjemme i dit eget køkken? Så skal du måske melde dig til et madkursus i streetfood fra USA, Mexico og Sydamerika.
Aftenskolen FOF Aarhus udbyder nemlig kurset “Tex-mex og streetfood” fra tirsdag den 12. september. Her vil du i løbet af i alt syv tirsdage lære at fremtrylle blandt andet fajitas, salsa og chimichangas samt ovenstående retter.
“Spicy, hot, brændende, sweet og juicy er kodeord, som binder disse køkkener sammen i et sammensurium for smagsløgene,” står der på FOF’s hjemmeside.
Det koster 1145 kroner for syv kursusgange – 960 hvis du er studerende – men så er du også sikret tre retter per gang, som du kan sætte tænderne i. Kurset foregår på Læssøesgade Skole, og du kan læse mere om det her.