STREETFOOD Flere foodtrucks er på vej i gadebilledet, når kommunen søsætter ny forsøgsordning.
I Aarhus kan du få streetfood på løbende popup-markeder og på de tre kommende madmarkeder, der efter alt at dømme åbner på Knuds Torv, Pier 2 og ved rutebilstationen til sommer. Men fremover vil du også kunne få sætte tænderne i streetfood fra foodtrucks, der holder rundt omkring på gader og stræder i midtbyen.
Kommunen er klar med en forsøgsordning, der gør det muligt at sælge mad på gaden fra store madbiler, som man hidtil har kendt det fra de enkeltmandsbetjente kaffeknallerter.
Prøveperiode frem til 2017
”Der bliver i første omgang tale om en prøveperiode, som gælder resten af 2016 og kulturhovedstadsåret 2017, så vi kan se, hvilke gode ting foodtrucksene kan tilføre byen. Vi vil dog stadig friholde blandt andet gågadesystemet, ligesom vi kigger på forskellige steder i byen, hvor de mobile madsælgere kan samle sig på ét sted for eksempel i forbindelse med kulturarrangementer,” siger Claus Pedersen fra Aarhus Kommune til Aarhus Stiftstidende.
Ordningen vil ligne den ordning, der gælder for netop kaffeknallerter. Forsøgsordningen har været under politisk behandling, og den endelige version vil ifølge avisen ligge klar inden for en måned.