Foto: Schweizerbageriet

Fejr genåbningsplan med manér: Bageri skyder jordbærtærtesæsonen i gang

Det gamle og skønne bageri går i gang med jordbær-sæsonen fra i dag, og du kan både få store og små tærter.

Sikke en nyhed vi vågnede op til i morges! Det skal fejres – og det er som om Schweizerbageriet har vidst noget, vi andre ikke har.

Bageriet på M.P. Bruunsgade 56 sælger nemlig fra i dag skønne jordbærtærter.

Læs også: Fantastisk nyt: Spisesteder og barer åbner på onsdag

Jordbærtærterne er lavet på smørbagt linsebund med mazarin. Bunden er penslet med ægte mørk chokolade og derefter toppet med vaniljeflødecreme og friske bær.

Prisen for en lille er 28 kroner og en stor 98 kroner.

Så er der glædelig forårsfredag!