I aften kl. 20 kan du blive klog på øl på ølbaren Fairbar på Nørre Allé.
Øl er meget mere end pilsner, og det kan være svært at finde rundt mellem alle de forskellige typer. Derfor holder ølbaren Fairbar onsdag den 9. februar kl. 20 et kursus under navnet “Beerducation”, hvor du kan blive byens bedste ølekspert.
“Formålet er at lave en ølsmagning til folk, der måske mest er vant til pilsnerøl, og ikke har så meget kendskab til alle de andre øltyper, som findes. Vi vil gerne give en ‘beerducation’, så man er bedre rustet til at foreholde sig til alle de forskellige øl, som bare ligger og venter på at blive udforsket,” lyder det fra baren.
Når du møder op til arrangementet, vil Fairbars øludvalg udvælge fem forskellige øl, som du skal smage dig igennem. Foruden selve smagningen vil hver enkel øl også blive introduceret med lidt historie, karakteristika og diverse røverhistorier. Prisen er 85 kroner per næse.
Læs mere om arrangementet her.