Kom med os til en dag på skønne Frederiksbjerg, som summer af liv, er fyldt med spændende specialbutikker og byder på masser af godt til maven. Vi guider dig til en dag med lækre mad- og drikkeoplevelser i den hyggelige bydel.
Morgen
Dagen begynder bedst med en kop kaffe, og en rigtig god en af slagsen får du hos den lille kaffebar Go’ Kaffe på Ingerslevs Boulevard 2. Her kan du nyde din kaffe udendørs eller tage den med to go, hvis du vil udforske Frederiksbjerg fra morgenstunden af. Knurrer maven, kan du også købe et stykke bagværk til den anden hånd.
Er du sulten efter mere end kun kaffe og brød, er der morgenmad og brunch hos Åland på Jægergårdsgade 9. Snup en enkelt ret, hvis sulten ikke er så stor, eller sammensæt dine favoritretter til et større morgenmåltid med tre, fire eller fem retter. Kaffekortet byder på alt, hvad dit mokkahjerte måtte begære, og er du i humør til noget friskt, finder du også smoothies og juice på kortet.
Frokost og eftermiddag
Efter et par timer med shopping er en god frokost et must. Er du afsted torsdag, fredag eller lørdag, kan du hos gourmetrestauranten Nordisk Spisehus på M.P. Bruuns Gade 31 få spændende og elegante frokostserveringer til 89 kroner stykket. Husk at bestille bord på forhånd – også hvis du hellere vil besøge restauranten om aftenen.
Skal frokosten være fransk, er café og brasserie Juliette på Jægergårdsgade 54 eller Klassisk Bistro 65 på Jægergårdsgade 65 to oplagte valg. Begge steder byder frokostmenuen på franske klassikere som tatar og croque madame, der helt sikkert kan tilfredsstille selv den mest frankofile. Vær opmærksom på, at Klassisk Bistro 65 kun har åbent til frokost fredag og lørdag.
Når frokosten er landet godt i maven, kan du snuppe lidt sødt med til senere hos Aarhus-klassikeren SchweizerBageriet på M.P. Bruuns Gade 56. Her er brød og kager i mange afskygninger – blandt andet bagerens hjemmelavede trøfler (eller romkugler, som det hedder andre steder i landet), der er lavet på wienerbrød, chokoladekage, lidt mazarinkage, sveskemarmelade, rom og kakao.
Aften
Rund dit Frederiksbjerg-besøg af med en middag på St. Pauls Apothek på Jægergårdsgade 76. Restauranten har hjemme i lokaler, der i mere end 100 år har huset apotekere – deraf navnet – men som nu specialiserer sig i god mad kombineret med cocktails. Alt efter sult kan du vælge mellem to og fem serveringer med tilhørende cocktails. Husk at bestille bord på forhånd.
På Frederiks Allé 105 finder du restaurant Hærværk, der kalder sig ”En spiseoplevelse med omtanke”. Her er menuen dynamisk og baseret på friske sæsonvarer fra lokale producenter og leverandører. Fem retter med snacks koster 455 kroner per snude, og derudover kan du tilkøbe ekstra retter og drikkevarer. Du kan også gøre det nemt for dig selv og vælge ”Jeg skal have det hele.” På Hærværk er det ligeledes en god idé at booke bord inden ankomst.