BARe VIN

Elsker du rosé og løb? Vinbar afholder Rosé-løb i Aarhus

Hvis du både kan lide rosé og kan lide at løbe, så har en århusiansk vinbar fundet på det helt rette koncept for dig.

Det har lige været sommerferie, og det har måske været lidt svært at komme i gang med at løbe. Det er blevet til lidt flere is og lidt færre forbrændte kalorier end normalt. Sådan er det i hvert fald her på redaktionen. Men hvis du mangler lidt motivation til at komme ud og røre dig, så har BARe VIN i Brabrand fundet på et genialt koncept, der med garanti kan få mange op fra strandstolen og i løbeskoene.

Læs også: Kom til spansk vinlagersalg i Højbjerg

Lørdag den 21. august lyder startskuddet til det første Rosé løb i Brabrand. Først starter man selvfølgelig med opvarmning, og i dagens anledning foregår det som en fællesskål i rosé på et afspærret område af parkeringspladsen ved City Vest. Bagefter kommer man på en fem kilometer lang rute, hvor der fire gange undervejs vil blive serveret kold og læskende rosé. Ved målstregen venter der et godt glas mousserende rosé. Så behøver man næsten ikke mere motivation.

Løbet er for alle, der ynder et godt glas rosé – og du kan selv vælge, om du vil løbe eller gå ruten, fortæller Brita Richter, der er den ene af indehaverne af BARe VIN.

Fokusset er på det sociale og vinen, der skal nydes på ruten, og derfor vil der heller ikke blive taget tid. Dog vil der være forskellige præmier i målområdet, blandt andet til bedst rosé-udklædte løber. “Vi vil gerne gøre det til en festdag, hvor vi sammen hylder rosévinen – og skabe en sjov og mindeværdig oplevelse, der forhåbentlig bliver et tilbagevendende event,” fortæller Brita Richter. 

Arrangementet starter klokken 13 og prisen for at deltage er 199 kroner og er inklusiv 6 glas rosé og et festligt løb.