Nyt økologisk havefællesskab får plads til alle.
Har du lyst til at dyrke dine egne økogrøntsager? Så skal du kigge forbi Topkærgaard Øko Haver, der bliver et nyt havefællesskab 8 kilometer fra centrum. Her kan du leje et stort stykke jord med plads til masser af lækre økogrøntsager.
Haverne starter op i 2017 på marker mellem Skejby og Tilst, og der er i første omgang afsat 12.000 kvadratmeter til formålet. Arealerne ligger klods op af et busstoppested og med kun 1 kilometer til den kommende letbane, så det bliver let at komme til og fra centrum for aarhusianere med grønne fingre.
Mindst 100 kvadratmeter
Udgangspunktet er, at man skal leje minimum 100 kvadratmeter. Det koster 14 kroner per kvadratmeter for et kalenderår, og man kan sagtens gå flere sammen om at leje et stykke jord, hvis man vil have et mindre areal eller dyrke i fællesskab.
Med i prisen er økologisk kompost, vand, økologisk dyrkningsvejledning og mulighed for at indgå i et hyggeligt havefællesskab. Kontakt Kim Qvist fra Tokkærgaard på kim@topkaergaard.dk, hvis du vil vide mere.