Foto: Restaurant Domestic

Ny Michelin-restaurant har styr på økonomien

Restaurant Domestic er lige så gode til at styre økonomien som til at lave mad.

De fleste Michelin-restauranters regnskaber vidner med blodrøde tal om, at det ikke er en guldgrube at servere gastronomi på et højt niveau. Men den aarhusianske Michelin-restaurant Domestic i Mejlgade går imod tendensen og kan allerede vise overskud i sit første årsregnskab.

“Da vi åbnede restauranten, var det et kæmpe sats, fordi vores priser er i den dyre ende i forhold til det normale i Aarhus. Vi vidste ikke, om der ville komme nogen gæster, men som månederne er gået, er der kommet flere og flere. Det har heller ikke skadet, at vi har fået god medieomtale,« siger medejer Ditte Susgaard til netmediet Finans.

Højere omsætning på vej
Restauranten havde et overskud på 19.000 kroner efter skat for regnskabsåret 2015/16, og omsætningen var på omkring 5 mio. kroner. Omsætningen forventes at stige i det næste regnskab på grund af Michelin-stjernen, som restauranten i Mejlgade fik i februar i år.

“Det er helt vildt, hvad Michelin-stjernen har betydet for vores restaurant. Den dag, vi fik stjernen, var der 350.000 kliks på vores hjemmeside, der endte med at gå midlertidigt ned. Der kom også 340 bookinger til omkring 1.000 personer samme dag, som vi fik stjernen, og det gør naturligvis en forskel for omsætningen,” siger Ditte Susgaard til Finans.