Kok Rasmus Nilsson fra Restaurant Latin blev nummer tre ved DM i toast.
En vaskeægte toastmester! Det er, hvad Aarhus nu kan bryste sig af. Lørdag den 2. september fik kok Rasmus Nilsson fra Restaurant Latin nemlig en tredjeplads i Danmarksmesterskabet i toast, som blev afholdt på toastbaren Fætter Fætter i København.
“Rasmus lagde et vanvittigt højt teknisk og kreativt niveau over hele dagen. Han overraskede hele dommerpanelet flere gange, særligt med sin hummerrulle i toastformat og sin signaturtoast med røget æggeblomme på toppen af sprødstegt brød – det var vanvittigt frækt. Og så kreerede han nogle meget smukke anretninger,” udtaler dommer Mik Frikke-Grundahl fra Fætter Fætter i en pressemeddelelse.
Førstepladsen gik til ejer af den mexicanske streetfood-restaurant Barburrito i København Thomas Bachmann, mens de to studerende Anna Bartels og Rebecca Meixner fra København løb med andenpladsen.
Stort tillykke til alle 🙂