Foto: Pixabay.

Derfor elsker du alt, der er salt

Hvorfor craver du chips, når du har tømmermænd, og hvorfor kan salt redde selv den mest triste gryderet? 

Vi er vilde med salt. Så vilde, at vi ifølge Miljø- og Fødevarestyrelsen spiser mere, end vi bør. Men hvorfor gør vi egentligt det?

Preben Vestergaard Hansen er underviser på Ernærings- og sundhedsuddannelsen ved Metropol i København, og han peger på, at én af grundene til det forhøjede saltindtag handler om, at det særligt er færdigretter, der snyder os til at spise så meget salt.

”Langt størstedelen af den salt, vi indtager, kommer fra madvarer, der er forarbejdet af en producent – det er altså ikke den salt, du smager din mad til med, der gør forskellen,” siger Preben Vestergaard Hansen.

I og med vi spiser så mange færdigretter, resulterer det altså i, at vi har vænnet os til meget saltet mad. Og det kan være svært at vænne sig af med igen.

Kroppen har brug for salt
Men det er ikke kun et spørgsmål om tilvænning. Din krop har faktisk også brug for saltet, fortæller Preben Vestergaard Hansen:

”Salt er et livsnødvendigt stof for menneskekroppen. Det medvirker i en kemisk proces i cellerne, der sikrer en god væskebalance både inden i og uden for cellen.”

Med andre ord sørger salt altså for, at kroppens væskebalance er i orden – hvis du da får den rette mængde.

”Salt binder vand, så hvis du får for meget af det, kan det føre til et forhøjet blodtryk, fordi det trækker vandet ud af kroppen,” siger Preben Vestergaard Hansen.

At blodtrykket stiger skyldes, at blodet bliver mere tyktflydende, når vandet bliver trukket ud af det. Præcis ligesom når du skal koge din sauce ind!

Salt kan hjælpe på tømmermænd
Når du hungrer efter salte chips eller pommes frites dagen efter den store julefrokost, kan det derfor også have noget at gøre med væskebalancen i din krop.

”Hvis du har fået tømmermænd af at drikke stærk spiritus, kan det hænge sammen med, at en væske med en høj alkoholprocent virker dehydrerende på kroppen. Her kan saltindtaget have en positiv effekt,” fortæller Preben Vestergaard Hansen.

Når kroppen er dehydreret, vil den nemlig gerne holde på det vand, den har – og det hjælper salt med. Derudover gør saltindtaget dig tørstig, så du får lyst til at indtage den væske, du mangler. Smart!

Hvad er salt?

  • Preben Vestergaard Hansen, underviser på Ernærings- og sundhedsuddannelsen ved Metropol: ”Salt hører til et af de fem smagsparametre, vi kender – salt, surt, sødt, bittert og omami. Det har derfor en væsentlig betydning for den samlede smagsoplevelse, og vi har brugt det herhjemme i Danmark i mange år, særligt fordi vi spiser meget kød.”