Kom og lav gratis pandekager i centrum af Aarhus  

Den ting, de fleste af os ser frem til i foråret, er de solfyldte dage, hvor vi kan høre fuglesang fra trætoppene samt nyde solen og den friske luft. Derfor inviterer Den Grønne Ambassade ved Bispetorvet aarhusianerne til at lave pandekager med ramsløg fra de aarhusianske skovbunde fredag d. 14 april. De tænder op i bålet fra 14-17, men man er velkommen til at komme og gå, som det passer. 

Gratis aktiviteter i Aarhus

Foto: Den Grønne Ambassade, Smag på Aarhus

Med de mange andre aktiviteter, der er på programmet, vil du få rig mulighed for at stimulere alle dine sanser.

Du kan blandt andet høre naturpodcasten “2 fluer med 1 net” ved et lyttetræ. Du kan også møde City Sweepers og få en snak med dem om affaldskultur og ressourceforbrug. Derudover kommer Danmarks Naturfredningsforening og fortæller om, hvordan havet spirer i foråret. Du kan endda få lov til at se havlivet helt tæt på. 

Læs også: Restaurant ET rykker lokation

Hvis du vil afprøve dine grønne fingre, kan du være med til at så de første planter, når Aarhus Omstiller sætter deres grønne værksted op. Der vil også være mulighed for at blive klogere på forårets spiselige urter og få ny inspiration med hjem til køkkenet.  

Alt i alt er der lagt op til en hyggelig fredag ved Den Grønne Ambassade på Bispetorvet i hjertet af Aarhus C. 

Læs mere om begivenheden her.