Madleveringstjenesten DeliverIt kommer til Aarhus til august.
Træt af selv at skulle hente mad fra din yndlingsrestaurant? Så er der godt nyt. Til august kommer madleveringstjenesten DeliverIt nemlig til Aarhus for at bringe mad ud for blandt andet de restauranter, som ikke er tilmeldt fastfood-leveringstjenesten Just Eat. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Virksomheden har de seneste to år haft hjemme i Odense, og kundegruppen består af restauranter, for hvem det ikke selv kan betale sig at bringe mad ud, og som ikke kan identificere sig med Just Eat.
“Nu er vi etablerede i Odense, til august starter vi i Aarhus, og planen er, at DeliverIt inden for de næste to år skal være i de 20 største danske byer,” siger Jim Rolighed til Fyens Stiftstidende.
Sammen med Kenneth Jørgensen og Søren Michaelsen står han bag DeliverIt.
10.000 ture i Odense
Ifølge Fyens Stiftstidendes artikel stiller DeliverIt et korps af chauffører til rådighed, som så bringer mad ud for restauranterne, når der er brug for det.
Virksomheden har i Odense mere end 30 chauffører tilknyttet, samarbejder med 25 restauranter og har siden opstarten i 2015 kørt 10.000 ture i den fynske by.
Ifølge Fyens Stiftstidendes artikel har restauranter i Aarhus allerede udtrykt interesse i DeliverIt.