Fra den 6. april kan du igen komme til ‘Fredag på Toppen’ på Salling Rooftop.
Var du en af dem, som var vild med at sparke din weekend i gang på toppen af Salling sidste år? Så er der gode nyheder: På fredag den 6. april kan du nemlig igen komme til cocktails, drinks og musik, når ’Fredag på Toppen’ løber af stablen på Salling Rooftop på Strøget fra klokken 17 til 21.
”Vi har planlagt et spændende program for foråret og sommeren på Salling Rooftop. Vi starter sæsonen med ’Fredag på Toppen’ i denne uge, og allerede i næste uge inviterer vi til Northside Talk om Liam Gallagher. Der venter masser af gode oplevelser på Salling Rooftop i den kommende tid,” siger stormagasinchef i Aarhus, Lars Højgaard.
Du kan bestille cocktails, drinks samt lidt at spise, og derudover vil Salling sørge for, at en DJ sætter et passende soundtrack til fredagen.
Sidste år løb ’Fredag på Toppen’ fra klokken 17 til 19, men nu er tiderne altså blevet forlænget, så du kan fejre din fredag helt frem til klokken 21. ’Fredag på Toppen’ bliver et fast event på Salling Rooftop hver fredag frem til midten af oktober.