Foto: Lecoq.

Chartreuse til en 10’er: Bar i midtbyen fejrer ikonisk kloster-spiritus

Torsdag den 26. oktober holder baren Lecoq i Graven Chartreuse-festival. 

Kender du Chartreuse?

Spiritusen er lavet på blandt andet 130 forskellige planter og urter og stammer helt tilbage fra 1737, hvor det blev produceret af franske munke på deres kloster.

I dag har den grønne spiritus med en alkoholprocent på hele 55 procent indtaget en fast plads i de aarhusianske hjerter – og faktisk er baren Lecoq i Graven 14 det sted, der sælger mest Chartreuse i verden!

Det har Lecoq valgt at fejre med en Chartreuse-festival torsdag den 26. oktober i barens åbningstider fra klokken 11.30 til klokken 03 om natten, hvor du blandt andet kan købe dig et shot Chartreuse til bare 10 kroner!

To-retters til 150 kroner
Hvis man skal klare sig igennem en Chartreuse-festival, skal der mad til! Det sørger Lecoqs restaurant i lokalet ved siden af heldigvis for.

Her kan du få en to-retters middag enten klokken 18 eller 19.30 for bare 150 kroner – inklusiv en fadøl eller et glas vin og naturligvis en Chartreuse!

Menuen består af Chartreuse-braiseret oksebryst med rodfrugter og kartoffelmos og en dessert med chokolademousse smagt til med Chartreuse samt lidt vaniljeis og syltet pære ved siden af. Madbilletten køber du i baren.

Flaskeposter rundt i byen
Baren i Klostergade fortæller på Facebook, at den har efterladt 17 flaskeposter i vandet rundt omkring i Aarhus, og finder du én, er du måske blevet den heldige vinder af en hel flaske af den grønne kloster-alkohol!

Baren oplyser desuden, at der til sidste års festival blev solgt intet mindre end 50 flasker, og at stedet går efter at sælge endnu flere i år.

Vil du tage del i Chartreuse-fejringen, kan du læse mere om arrangementet her.