Foto: Unsplash.

Stor tapasrestaurant i Aarhus flytter til ny adresse

Det nye sted har færre pladser, men skal blive mere personligt. 

Snart er det ikke længere Klostertorvet, du skal besøge, hvis du er i humør til tapas. Tapasrestauranten Canblau flytter nemlig fra Klostertorvet 9 til Frederiksgade 29, som indtil for nylig husede Les Trois.

Det skriver Århus Stiftstidende.

“Canblau var der man tog hen som familie i hverdagene, men så kom streetfood og Madklubben til, og det gjorde ondt,” siger medejer Claus Broberg til Århus Stiftstidende.

Canblaus nye restaurant på Frederiksgade skal huse både restaurant og bar, men med plads til færre gæster end lokalerne på Klostertorvet. Derudover vil restauranten hver måned præsentere en ny menu.

“Det nye sted skal blive mere personligt. Jeg savner at have tid til at snakke med gæsterne. Vi vil samtidigt ikke gå ned i kvalitet, og derfor er det oplagt at vælge noget, hvor der er færre pladser, siger medejer Jimmy Holm til Århus Stiftstidende.