Cafe Hack i Aarhus lokker med After Eight hver torsdag

Snacks, specialøl, vin og underholdning. Der bliver skruet op for aftenhyggen, når Cafe Hack i Aarhus fremover inviterer til late night-snacks hver torsdag aften.

After Eight er et nyt koncept, hvor caféens gæster kan svinge forbi efter klokken 20 til fem små snack-retter og en enkelt genstand til 145 kroner per mand.

“Vi ville gerne have nogle flere arrangementer om aftenen, og så kom vi på det her After Eight med lidt hygge sidst på dagen,” lyder det fra restaurantchef Anja Martinussen.

Idéen er, at gæsterne får en dele-menu med fem snack-retter. Det kan så være alt lige fra røget laks, forskellige oste, sprængt kalvebryst eller chokolademousse. Der er dog ikke tale om tapas, pointerer restaurantchefen.

“Det er et let aftenmåltid, men ikke en hel femretters-menu, som nogle har troet. Men man kan godt blive mæt af det,” siger Anja Martinussen.

Udvider med musik og teater
Ingredienserne er sæsonbetonede og drikkevarerne udvælger køkken- og restaurantchefen på dagen – alt efter hvad der passer til maden. Det kan så være et glas vin, en specialøl eller måske en lækker cocktail.

Bliver idéen med After Eight en succes, overvejer Cafe Hack at udvide konceptet med tilhørende underholdning i form af eksempelvis musik eller teater. Men det bliver ikke på den her side af sommeren, forklarer Anja Martinussen.

Der er After Eight hver torsdag aften på Cafe Hack mellem klokken otte og ti. Man skal minimum være to personer for at bestille, hvilket er perfekt til en hyggelig aften sammen med kæresten, vennerne eller familien.