Foto: Café Hack.

Øv: Café Hack forlader Aarhus hele sommeren

Aarhus-caféen mellemlander midlertidigt i Billund Lufthavn.

Snart skal du ud på en lille køretur, hvis du vil forbi Café Hack. Caféen i teaterbygningen på Teatergaden 1 flytter midlertidigt til Billund Lufthavn, da Aarhus Teater skal renoveres over sommeren. Det skriver Café Hack i en nyhed på caféens hjemmeside.

Café Hack flytter fra begyndelsen af juni til slutningen af september, og caféen får placering i ankomsthallen i lufthavnen. Her bliver Café Square omdannet til Café Hack i perioden, og der vil være åbent alle ugens dage.

Radioprogrammet DAHL på HACK flytter også med, og caféen skriver på Facebook, at der vil blive optaget 10 programmer i Billund Lufthavn over sommeren.