Foto: Pixabay Images

Café Frida har succes med kagetapas

KAGE Hyggelig café på Mejlgade har stor succes med kagetapas hver onsdag.

Små, lækre deleretter med inspiration fra sydens sol er efterhånden en gammel kending. Men nu er den søde variant også blevet populært i Aarhus. Den socialøkonomiske Café Frida i Mejlgade har hver onsdag kagetapas på menuen, og det er et hit.

“Vi oplever en rigtig stor interesse for tapasmenuen, hvor vi lige kræser lidt ekstra for den søde tand. Har man lyst til at blive lidt forkælet midt på ugen eller måske skal fejre fødselsdag med familien eller venner, anbefaler vi, at man ringer og bestiller bord i forvejen, så man ikke går forgæves,” siger Mia Sambleben, der er køkkenchef hos Café Frida.

Smag nye kager
Den populære tapasmenu består både af søde klassikere og nye smagsoplevelser. For kun 40 kroner kan du fylde tallerkenen med seks små kager, der i øvrigt også tilbydes som takeaway.

“Vi har for eksempel fyldt tapasbuffeten med drømmekage, Sarah Bernard-kager og Napoleonshatte. Og så forsøger vi også at friste med nye spændende varianter som tunesisk kage, karameldrømme, moderne citronmåne og hjemmelavet bounty,” siger Mia Sambleben.

Kagetapas serveres hver onsdag kl. 12.30-15.30. Café Frida åbnede i 2015 og har siden indtaget aarhusianernes hjerter. Caféens brunch blev kåret som byens bedste brunch af Smag Aarhus’ læsere tidligere i år.