Foto: Tommi's Burger Joint

Nu kan du stemme på byens bedste burger

Aarhus Stifttidende afgør for 11. år træk, hvor du finder “Byens Bedste” i en række kategorier. 

Hvordan er Aarhus’ bedste burger – snasket eller enkel? Med fritter eller uden? Med oksekød eller en grøntsagsbøf?

Det er endnu engang blevet tid til at stemme på “Byens Bedste” i en lang række kategorier, efter at Aarhus Stiftsidende tirsdag den 3. oktober åbnede op for afstemningen for 11. år i streg.

Én af kategorierne er “Byens Bedste Burger”, og vi serverer her de fem nominerede, du kan stemme på.

Burger Boom
Skulle det være noget med en burger med en bøf lavet af oksekød fra fritgående køer i Mols Bjerge? Så er Burger Boom på Østergade 14 stedet. Burgerbaren har kun eksisteret i lidt over et halvt år, men har altså taget aarhusianerne med storm med deres klassiske burgermenuer.

Er Burger Boom dit favoritsted? Så kan du stemme på den her.

Café Englen
Har du smagt den populære Engleburger fra Café Englen i Studsgade 3? Hvis ikke, så har juryen bag “Byens Bedste” vurderet, at burgeren med oksefilet, emmentalerost og panchetta er værd at smage! Den er i hvert fald nomineret til den bedste burger i byen.

Synes du også, at burgeren fra den hyggelige café i latinerkvarteret smager, så englene synger, kan du stemme på den her.

Café Ganefryd
Café Ganefryd i Borggade 16 serverer 100 procent økologisk vegetarmad – og derfor er bøffen i stedets nominerede veggie-burger naturligvis lavet på grøntsager. Burgeren er smagt til med pesto, mayonnaise, bagt tomat og syltede grøntsager, og ved siden af får du rosmarin pommes frites.

Skal der en grøntsagsbøf i din yndlingsburger, kan du stemme på veggie-burgeren her.

The Burger Shack
Den lille burgerjoint i Frederiksgade 39 er efterhånden blevet et kendt fænomen i Aarhus. Her kan du ikke bare nyde stedets burgere om dagen, men også i de sene nattetimer fredag og lørdag, hvis burgertrangen kræver mere end McDonald’s efter byturen!

Er det The Burger Shacks økologiske burgere, du er vild med, kan du stemme på stedet her.

Tommi’s Burger Joint
Den internationale burgerkæde Tommi’s Burger Joint langer hver dag sprøde fritter og saftige burgere over disken i Jægergårdsgade 57. Her kan du selv vælge, om din burger skal være med eller uden kød – og så laver stedet også burgere specielt til børn.

Skal Jægergårdsgade kunne prale med at huse byens bedste burger, kan du stemme på Tommi’s Burger Joint her.

Stort tillykke til alle nominerede!