Mums: Lækre jordbærtærter har ramt åen

Mums: Lækre jordbærtærter har ramt åen

af -
Foto: Briançon.

Nu kan du købe sæsonens jordbærtærte hos bageriet Briançon.

Den søde jordbærsæson er for alvor i gang, og nu er der endnu et sted i byen, hvor du kan få fingre i den sommerlige jordbærtærte. Briançon ved Åboulevarden satte nemlig lørdag den 3. juni gang i salget af den populære spise.

Ifølge medejer Karina Trosborg forsøger bageriet at skille sig ud ved så vidt muligt at lave alt i tærten helt fra bunden.

“Vi koger selv vores creme, og mørdejen og marcipanmassen har vi selv rørt. Og så sælger vi kun jordbærtærter i den periode, vi kan få danske jordbær,” fortæller Karina Trosborg.

Polynesisk vanilje, fløde og Valrhona
Cremen i jordbærtærten er kogt med polynesisk vanilje og en smule fløde, mens selve tærten er pyntet med revet chokolade fra Valrhona.

“Vi går meget op i kvaliteten og håndværket, og vores største ønske er at få kunder til at forstå vigtigheden af gode råvarer,” siger Karina Trosborg.

En portion jordbærtærte hos Briançon koster 23 kroner, mens en tærte til henholdsvis seks eller otte personer står til 85 og 129 kroner.

Louise Højmark
Redaktør. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik. Svært begejstret for kaffe med mælk, gode morgenmadsplatter og langt de fleste kager.