BØFSANDWICH En bøfsandwich fra aarhusiansk restaurant er strøget direkte i finalen i den fornemme kåring af landets bedste udgaver af nationalretten.
Af Mikkel T. Krogh
Sidste år vandt Havnens Perle prisen som Danmarks bedste bøfsandwich 2014, da folkene bag den populære Facebook-gruppe Danmarks Bedste Bøfsandwich uddelte prisen. Nu har bøfsandwichen fra restauranten Den Lille Kro på Grønnegade scoret en af fire finalepladser i årets uddeling, hvor den aarhusianske udgave af den nationale klassiker får følgende ord med på vejen:
“Det er særdeles labert at indtage sådan en brun moppedreng i den afslappede atmosfære med dæmpet musik, stivede stofservietter og mange slags specialøl at vælge imellem. Ikke noget der tæller i den samlede vurdering, men lidt ekstra lækkert fryns. Vi fik erobret det brune fort i midten med smil på læberne og kvitterer med en rigtig fin topkarakter på 5 ud af 5,” skriver gruppen på Facebook.
Vinder findes før nytår
I finalen er også Restaurant Vestre Bådelaug i Ålborg, der vandt prisen i 2013, Flisen Bar & Burgers på Vesterbro i København og Grisen på Nørrebro. I de kommende uger besøger folkene bag gruppen de fire finalister, hvorefter årets vinder offentliggøres mellem jul og nytår. En bøfsandwich på Den Lille Kro koster 168 kroner, hvilket inkluderer hjemmelavede, ristede løg, brun sovs og surt.
Bonusinfo: De gæve folk bag kåringen har et detaljeret kort over alle danske bøfsandwiches, der er værd at køre efter. Så lige meget hvor du er, hit it!
Læs artikel: Årets bøfsandwich er fra Aarhus
Læs artikel: Islandsk kultburgerbar åbner i Aarhus
Læs guide: 5 knivskarpe burgerjoints i Aarhus