Skab din egen rulle: Sushirestaurant i Aarhus tilbyder byg selv-sushi

Skab din egen rulle: Sushirestaurant i Aarhus tilbyder byg selv-sushi

af -
Foto: Bluefin Sushi & Gin.

Nu kan du finde på din helt egen sushi hos sushirestaurant i Borggade.

Har du den perfekte idé til en ny, spændende sushivariant – men orker du ikke selv at bakse med sushiris, tang og sushimåtte? Så kan du slå vejen forbi Bluefin Sushi & Gin i Borggade. Her kan du med det nye tiltag Pick N’Mix selv vælge dine ingredienser og få det samlet i en sushirulle.

“Hos Bluefin i Aarhus slipper vi tøjlerne og giver nu vores kære medlemmer muligheden for at være de kreative hjerner bag vores sushi. Ved bestilling af vores Pick N´ Mix kan man nemlig nu helt selv bestemme, hvilken sushi type man vil have samt indholdet heraf,” skriver restauranten blandt andet på sin Facebook-side.

I øjeblikket kan du få et særligt åbningstilbud på Pick N’Mix: 179 kroner for en omgang frokost, mens du om aftenen må slippe 239 kroner. Og husk: Det koster 10 kroner ekstra per stykke sushi, du levner ved bordet.

Louise Højmark
Redaktør. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik. Svært begejstret for kaffe med mælk, gode morgenmadsplatter og langt de fleste kager.