Foto: Emma Martiny.

Madbloggere: Her spiser vi helst ude i Aarhus

Seks aarhusianske madbloggere afslører deres favoritrestauranter i Aarhus.

Stamgæst på Memphis Roadhouse
Malou Rotvel Pagh, Klidmoster
“Åh, det er et rigtig ømt punkt. Det er nemlig en stor sorg for mig, at Miró ved Vester Allé har drejet nøglen om, for det var et sted, jeg kom igen og igen. Men andre steder jeg også er meget begejstret for er Restaurant ET på Europaplads, Mefisto i Latinerkvarteret og bistroen Klassisk 65 på Jægergårdsgade. Jeg har derudover min faste gang på Memphis Roadhouse på Åboulevarden.”

Pho-suppe hos PHO C&P
Michelle Nielsen, Stonemuse

“Jeg stødte på den vietnamesiske restaurant PHO C&P på Sønder Allé for et par uger siden, og jeg har allerede været forbi flere gange. De har den bedste (og måske største) pho-suppe i byen, og de er simpelthen så søde. Før jeg besøgte dem, havde jeg ikke prøvet friske forårsruller med ribbensteg, men nu er det blevet min nye frokostfavorit, når det skal gå hurtigt.”

Økologi på Pondus
Emma Martiny, Emma Martiny
“Årha! Det er svært. Måske Restaurant Pondus på Åboulevarden? De har lokale, økologiske råvarer og vidunderlig velsmag til fine priser. Simpelt og så utrolig godt.”

Lunch på Nordisk Spisehus
Nadia MathiasenFoodfanatic
“Jeg spiste frokost på Nordisk Spisehus på M.P. Bruuns Gade for et par måneder siden, og jeg blev virkeligt positiv overrasket over oplevelsen. Det var tilmed en rigtig fin pris, og jeg glæder mig til at vende tilbage. Jeg spiser typisk ude til frokost, når jeg er i Aarhus, da jeg altid overnatter hos min mor, der laver den skønneste mad.”

Sværger til Oli Nico
Josephine Malene Kofod, A Tasty Love Story
“Bistroen Oli Nico i Mejlgade. Uden tvivl! Jeg går tit derned for at få frokost, eller hvis aftensmaden skal være nem takeaway. Oli Nico vinder hver gang, fordi maden bare er lækker, og har det der twist af nordiske elementer. Som studerende er det også til at betale i forhold til de portioner, man får dernede.”

Vildskab på Hærværk
Mads Jordansen, Winelab
“Der er heldigvis rigtig mange, for byen er de seneste 10 år nærmest eksploderet med lækre restauranter og spisesteder. Restaurant Hærværk i Frederiks Allé er bestemt én af dem, for den har bidraget med lidt ny vildskab, mangfoldighed og smagsintense, enkle retter med lokalt ophav. For en vinnørd som mig er det også fedt at se, at Hærværk giver sine gæster nye smagsoplevelser med modige vinvalg.”