Skål: Aarhus-gutter sælger blå vin

Skål: Aarhus-gutter sælger blå vin

af -
Foto: Bluelife.

Tre unge iværksættere fra Aarhus har lanceret en blå vin.

Hvad siger du til et glas blå vin? Hvis du er interesseret, så læs med her: Aarhus-firmaet Bluelife lancerede nemlig i december 2017 en række blå vine.

Bag Bluelife står tre unge iværksættere fra Aarhus, som importerer vinene fra Spanien.

”Spørgsmålet for os var, ’hvorfor ikke?’, da vi så muligheden for at gøre det. De blå vine var begyndt at komme til Europa, så det ville vi også have til Danmark,” siger administrerende direktør i Bluelife Simon Harboe Ditlevsen.

Koster mellem 90 og 120 kroner
Vinene kan købes på Bluelifes hjemmeside, hvor du også kan se udvalget, som indtil videre består af tre forskellige vine. Firmaet er det eneste i Danmark, der sælger den blå type vin, som koster mellem 90 og 120 kroner.

”Vi har tre forskellige varianter. Den ene svarer til en hvidvin, og smagen er lidt tør i det. Den anden flaske er mere frugtig og sød i smagen, og så har vi en cava, som også er lidt frugtig,” siger Simon Harboe Ditlevsen.

En fin start på året
Simon Harboe Ditlevsen søsatte hjemmesiden Bluelife sammen med Christian Haubro Pedersen og Mikkel Jensen den 19. december 2017.

”Vi oplevede en stor efterspørgsel i dagene op til nytår, hvilket også gjorde, at vi omsatte for 20.000 kroner de første to uger. I januar var salget lidt lavere, men det er kommet stærkt tilbage igen her i februar, hvor vi forventer en omsætning på 40.000 kroner,” siger Simon Harboe Ditlevsen.

Vinen får sin blå farve ved, at man udtrækker stoffet anthocyanin fra den inderste skal af de røde druer. Herefter laves vinen som i en normal vinproces med chardonnay-druer, men til sidst tilsætter hvorefter anthocyaninen tilsættes, så vinen får den blå farve.

Philip Selmann
Skribent. Har en ph.d. i at spise lasagne og er generelt glad for det italienske køkken. Oliven er mit kryptonit. Studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.