Ny fransk-nordisk restaurant åbner i midtbyen

Ny fransk-nordisk restaurant åbner i midtbyen

af -
Foto: Pixabay.

Onsdag den 1. november forvandles restaurant Grill’n’bar i Sankt Clemens Stræde til en fransk-nordisk restaurant med navnet Bistro C. 

Hvis du holder af at komme på restaurant Grill’n’Bar i Sankt Clemens Stræde 7, så er det ved at være sidste chance for et besøg.

Onsdag den 1. november forvandles restauranten nemlig til en fransk-nordisk restaurant, hvor både menu og navn skiftes.

“Den nye restaurant skal hedde Bistro C. Her vil vi forsøge at nå ud til et bredere publikum med et fransk-nordisk menukort, der har et twist af Vietnam – vi vil for eksempel benytte os af forskellige vietnamesiske råvarer og krydderier,” fortæller køkkenchef Andreas Hjorth Busk.

Ny menu hver måned
Bistro C vil hver måned lokke med en ny tre-retters menu, som du kan købe for bare 249 kroner.

“Vi vil servere sæsonbaserede retter, derfor skifter menuen fra måned til måned. Den vil kunne indeholde alt lige fra svinekæber til kaviar og er perfekt til dem, der gerne vil prøve noget nyt og udfordre sine smagsløg,” fortæller Andreas Hjorth Busk.

Til din tre-retters menu kan du vælge mellem tre forskellige vinmenuer, så du selv kan få indflydelse på, hvilke vine du helst vil drikke til din mad.

Snacks og vin på åbningsdagen
Vil du sige pænt goddag til den nye restaurant, kan du kigge forbi Bistro C i Sankt Clemens Stræde 7 onsdag den 1. november fra klokken 12 til 15. Her vil der være gratis snacks og vin til de fremmødte.

Du kan spise frokost på Bistro C fra klokken 11 til 15, og aftenmenuen serveres fra klokken 17 til 21 alle ugens dage, undtagen søndag.

Amalie Maindal Nielsen
Skribent på Smag Aarhus. Kan bedst lide at lave tøm køleskabet-mad og er lidt for god til at finde lejligheder til hverdagsvin. Hvis jeg kun måtte bruge mine penge på én ting, ville det være restaurantoplevelser. Kommunikationsstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.