Birks Køkken tilbyder som noget nyt et dessertkursus.
Vil du gerne være en haj til det der med lækre desserter? Så er der gode nyheder: Madvirksomheden Birks Køkken har nemlig netop lanceret et nyt dessertkursus.
Det er konditor Line Gorm, der skal guide deltagerne gennem forskellige teknikker inden for dessert og lære dem at lave en tærte, en panna cotta støbt i skål samt is, der kan bruges som opfrisker mellem retterne eller som tilbehør til desserterne.
“Vi tilbyder allerede en del basiskurser, så vi har valgt at lancere et dessertkursus for at kunne tilbyde noget, som er lidt mere nørdet og har lidt mere finesse og akkuratesse,” fortæller Line Gorm.
Et kursus for alle
Line Gorm understreger, at det dog ikke kræver forhåndskundskaber at deltage på kurset.
“Deltagerne lærer forskellige grundteknikker, hvor idéen er, at man kan genbruge alle redskaberne på flere desserttallerkner,” forklarer hun.
Hos Birks Køkken er planen fremadrettet at variere dessertkurset med forskellige temaer inden for eksempelvis chokolade, flødebøller og konfekt.
Du kan læse mere om det nye dessertkursus her.