Berlin Gemüse Döner slog dørene op på Frederiks Allé i Aarhus i sommeren 2023, og den tysk-tyrkiske specialitet, Berlin-döneren, har allerede vist sig at være lidt af et hit. Det er ikke så underligt, for ejeren af Berlin Gemüse Döner, Osman, har nemlig selv boet i Berlin, hvor han var i lære i den berømte dönerbar `Mustafas Gemüse-Kebap´. Her stod folk i kø i timevis for at få en Berlin-döner med det hele.
Er du nysgerrig på at smage den populære döner selv, men uden at skulle hele vejen til Berlin, så er et besøg hos Berlin Gemüse Döner det hele værd.
En vaskeægte Berlin-döner

Bestiller du `Das Originale Berlin Döner´, får du et sprødt, tyrkisk fladbrød smurt med safransauce og chili- og hvidløgsdressing. Den er selvfølgelig fyldt med en masse lækkerier: en blanding af friterede og friske grøntsager og ikke mindst den saftige og smagfulde kyllingekebab, som laves på samme måde som hos Mustafas i Berlin. Berlin-döneren toppes desuden med feta og citron.
Döneren fås også i en vegetarisk udgave med halloumi og falafel. Så uanset om du spiser kød eller ej, kan du prøve en autentisk Berlin-döner.
Simpelt og lækkert menukort

Selvom Berlin ikke ligger lige rundt om hjørnet, er du ikke langt derfra med en Berlin-döner fra Berlin Gemüse Döner på Frederiksbjerg i Aarhus. Både brødet, saucerne og kyllingkebab hentes nemlig i Berlin og er altså magen til det, man får hos Mustafas Gemüse Kebap i Berlin. Grøntsagerne er dog fra Danmark, så de altid er helt friske.
Indtil videre holder de menukortet simpelt men kvaliteten i top hos Berlin Gemüse Döner. Det er pt. muligt at vælge enten kyllingkebab eller den vegetariske udgave, når du bestiller en Berlin Döner, men der er muligvis udsigter til, at oksefilet også kommer på menuen.
Det er altså bare med at komme afsted til Frederiks Allé 89 i Aarhus og prøve en vaskeægte Berlin-Döner.
Du kan læse mere på deres Facebookside her.