Foto: Restaurant ET.

Anmeldersite: Her er de 10 bedste restauranter i Aarhus

Hvad er de 10 bedste spisesteder i Aarhus lige nu, hvis man spørger brugerne? Det har anmeldersiden Tripadvisor et bud på.

Frederikshøj, Restaurant ET og Mefisto. Det er tre af de spisesteder, der ifølge anmeldersiden Tripadvisor er blandt de ti bedste i Aarhus lige nu. Anmeldersiden er baseret på brugernes egne anmeldelser af de enkelte restauranter.

Alle ti restauranter får masser af rosende ord i brugernes anmeldelser. Om Frederikshøj på Oddervej, der tilbage i februar kunne glæde sig over for fjerde gang i træk at modtage en Michelin-stjerne, lyder det for eksempel:

“En helt exceptionel, sublim oplevelse” og “Betjeningen er i top, og maden er i en klasse for sig selv”.

“Noget af det bedste, vi har fået”
Den franske Restaurant ET ved Åboulevarden har modsat Frederikshøj ingen Michelin-stjerne. Til gengæld har den en såkaldt Michelin-tallerken, der gives til restauranter lige under Michelin-niveau. Brugerne er også glade for den franske cuisine i midtbyen:

“Det var virkelig noget af det bedste mad, vi har fået” og “Noget for øjet og i sandhed noget for ganen.”

Ros til Mefisto
Flere restauranter i Latinerkvarteret får ros på Tripadvisor. En af dem er Mefisto, der ligger på Volden 28 og siden 1995 har markeret sig med afslappede rammer og mad i særklasse.

Brugerne beskriver blandt andet Mefisto som “en hyggelig, lille restaurant med lækre, hjemmelavede retter” og som et spisested med “utroligt søde tjenere og en god atmosfære.”

Hele listen lyder således:

  • Café Piccolina
  • Pho C&P
  • Sevags Grækeren
  • KöD Aarhus
  • Slap Af
  • Basso Aarhus
  • Mefisto
  • Aarhus Street Food
  • Restaurant ET
  • Frederikshøj

Læs brugernes anmeldelser af de enkelte steder her.