Foto: Pixabay

Aarhus’ bedste restaurant for to: Her er finalisterne til Smagprisen 2018

Den nystiftede Smagprisen kårer de bedste smagsoplevelser i den østjyske hovedstad. I kategorien ”Aarhus’ bedste restaurant for to” lokker de tre finalister med masser af romantik.
Juliette: Fransk bistrostil
Er der noget mere romantisk end en fransk restaurant i autentisk bistrostil? Det mener læserne, der har stemt spisestedet Juliette på Frederiksbjerg ind som den første finalist. Restauranten er opkaldt efter ejeren Juliette Itchner, og på menuen er en stribe klassikere fra det franske køkken. I stearinlysets skær kan man for eksempel sætte tænderne i en omgang steak frites bestående af en 250 grams ribeye-bøf fra østjyske Kildegaarden med svampe, bagt tomat, fritter, sauce og grøn salat til 275 kr. Eller hvad med en kylling med æbleselleri-salat, syltet agurk, fritter og sauce for 155 kr.? Desserten kan lyde på en autentisk creme brulee eller den franske chokoladekage Gateau Marcel, der begge fås til 88 kr.
Juliette, Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C

Mellemrum: Gourmet på torvet
På det hyggelige Fredens Torv kan par med hang til romantik besøge restauranten Mellemrum, som har fået den anden finaleplads. Stedet drives af folkene, der også står bag Aarhus-restauranterne Ombord og Komfur, og man kan kigge hinanden dybt i øjnene over en fire-retters gourmetmenu til 425 kr. Lige nu lyder menuen på bagt fjordskrubbe med grønne asparges, hvide asparges med hollandaisesauce, kalv med ramsløg og ærter og rabarber og hvid chokolade. Er man mere til det grønne køkken, er det muligt at få en vegetarmenu, og hvis man siger til på forhånd, kan kokkene i køkkenet tilmed lave retterne rent vegansk. Skal aftenens date night afsluttes med et biografbesøg, kører restauranten en bif-menu med slut kl. 19.
Restaurant MellemRum, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C

OliNico: Budgetvenlige priser
Selvom man er studerende eller kun har få kroner på kontoen, kan man sagtens gå ud at spise med den eneste ene. I hvert fald på bistroen OliNico, som læserne har stemt ind på den tredje finaleplads. Restauranten har specialiseret sig i franskinspireret mad til budgetvenlige priser, og på menuen er klassikere som dampede blåmuslinger, fish ’n’ chips, friteret kaninlår med salat og ribeyebøf med håndskårne fritter. Priserne starter ved 65 kr., og er man til flere retter, kan man få en tre-retters menu til 140 kr. Sidstnævnte skifter dagligt og lyder lige nu på grillet agurk med rejer, braiseret gris og chokolademousse med skumfiduser. Den eneste ulempe: Man kan ikke få alkohol på restauranten, så rødvinen må man indtage andetsteds.
OliNico, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Smagprisen 2018

  • Prisen kårer de bedste smagsoplevelser i Aarhus i syv kategorier.
  • Kategorierne er brunch, burger, kagested, restaurant for to, restaurant for flere, pizza og sushi.
  • I hver kategori er tre finalister, som er udvalgt på basis af en læserafstemning med mere end 1.000 deltagere.
  • Aarhusianerne kan selv være med til at kåre de endelige vindere ved at afgive deres stemme på smagaarhus.dk/smagprisen. Vinderne findes i slutningen af juni 2018.
  • Smagprisen uddeles af webmediet Smag Aarhus i samarbejde med JP Aarhus og Horesta.

Du kan stemme på din favorit blandt finalisterne her.