Mere end 1.400 af Smag Aarhus’ læsere har kåret byens bedste burger.
Sprød salat, en bolle med bid og et saftigt stykke kød. Den gode burger går nok aldrig af mode – og hos The Burger Shack på Frederiksgade har de byens bedste af slagsen. I hvert fald hvis man spørger Smag Aarhus’ læsere.
The Burger Shack indtager nemlig en markant førsteplads blandt byens burgerbarer i en stor læserafstemning, som Smag Aarhus netop har gennemført med over 1.400 besvarelser.
“Det synes jeg er helt fantastisk. Det er super dejligt at vide, at Aarhus mener, vi er den bedste. Og når vi så vinder over de helt store som for eksempel MASH, er det en fantastisk følelse,” siger kædechef for The Burger Shack Philip Kejser Nykjær.
Shack Burger Cheese sælger bedst
Hos burgerbaren kan du vælge mellem tre varianter til en pris på 50 eller 55 kroner: Shack Burger, Shack Burger Cheese og Shack Chicken Burger.
“Vores mest solgte er Shack Burger Cheese – den originale burger med ost,” fortæller Philip Kejser Nykjær.
Ifølge Philip Kejser Nykjær er det netop sammensætningen af råvarer, høj kvalitet og en god pris, der gør The Burger Shack til byens bedste burgerbar.
Vegetarburger på vej
I øjeblikket arbejder The Burger Shack på at færdiggøre en vegetarisk version af Shack Burgeren.
“Det er noget, mange har efterspurgt, men det tager tid, for den skal kunne leve op til de andre burgere,” siger Philip Kejser Nykjær.
I midt juni åbner der desuden en The Burger Shack i Horsens, ligesom burgerbaren kigger på lokaler i Aalborg.
Burger Boom og Grillen Burgerbar
På andenpladsen i afstemningen om byens bedste burger kommer Burger Boom på Østergade, mens Grillen Burgerbar på Klosterport indtager tredjepladsen.
Hele top 5 ser ud som følger:
- The Burger Shack
- Burger Boom
- Grillen Burgerbar
- Burger Hut
- Murphy’s Burger Joint
Stort tillykke til alle 🙂